Professionel WordPress-konsulent siden 2009 ★ High-end WordPress-løsninger ★ Solidt dansk håndværk
WordPress-konsulent
  • Implementering
  • Rådgivning
  • Referencer
  • Om mig
  • Kontakt
×
Om mig

Om mig

Jeg er i al beskedenhed en af landets førende WordPress-konsulenter. Ja, det er svært at tro at de ord kommer fra en jyde, men den er god nok.

Jeg har arbejdet professionelt med WordPress siden 2009. På fuld tid. I alt har jeg over 20 års erfaring i webbranchen og med webteknologier generelt.

Min første hjemmeside så dagens lys i 1995. Det var før internettet blev mainstream i Danmark. I 1997 startede jeg mit første firma, et lille to-mands webbureau. Det hed – og hedder stadig – Idenion (udtales idé-nion). Jeg overtog firmaet i 2000 og har kørt det alene siden da. Virksomheden er landsdækkende, da jeg har kunder over hele landet. Den er også en ret velsmurt maskine med enddog meget fine nøgletal.

Efter at have haft helt almindelige fuldtidsansættelser i bl.a. Danmarks største webbureau og senere et af Nordens største konsulenthuse, greb jeg chancen i 2009 og besluttede mig for at satse 100% på WordPress. Spol frem til i dag, og jeg kan roligt sige at det var den rigtige beslutning. WordPress er i dag den største spiller på det verdensdækkende CMS-marked.

Jeg flyver meget under radaren, og derfor har du måske aldrig hørt om mig, selvom jeg har bygget WordPress-løsninger der omsætter for 3-cifrede millionbeløb årligt. Jeg er ikke typen der snakker ret meget på de sociale medier, jeg deltager heller ikke i debatfora eller netværksgrupper. I det hele taget gør jeg faktisk ikke ret meget for at gøre opmærksom på mig selv, for jeg trives bedst i baggrunden. Men jeg får ting til at ske! Så min markedsføring består primært af at mine kunder anbefaler mig til andre.

Som kunde hos mig skal du vide at jeg taler rent ud af posen, jeg er ret uformel, rimeligt pragmatisk og i hvert fald 100% ubureaukratisk. Jeg foretrækker det nære og langvarige samarbejde, så der skal være plads til at vi også kan være “os selv” overfor hinanden. Vi kommunikerer primært via email og i sjældne tilfælde telefonisk. En skriftlig briefing er altid at foretrække. Og endelig – fysiske møder bruger jeg faktisk slet ikke.

Og mig selv, sagde hunden.. jeg hedder Uffe, jeg er født i ’78, uddannet datamatiker i ’99. Foruden at drive min egen virksomhed har jeg arbejdet som frontendudvikler, systemudvikler og softwareanalytiker. Udover at mestre WordPress-platformen (PHP og MySQL) og frontendteknologier, har jeg mange års erfaring med .NET/C# og Java, samt Perl, Lua og C++ på amatør/begynderniveau. Sådan helt privat-privat bor jeg i Assens sammen med Mette og vores kat Kira. Vi har en fælles interesse i OCR-løb, crossfit og stand up paddling (når vejret er til det).

giraf Uffe Fey WordPress-konsulent og direktøren for det hele

Kontaktinformationer →

Idenion ApS · hej@wpkonsulent.dk · © 2009 - 2022